Kilde: www.energitjenesten.dk
Opvarmningskilde er frit valg i vores træhuse
Afhængig af byggegrunden kan frit vælges opvarmningskilde som f.eks. fjernvarme, gas, varmepumper som luft/vand eller jordvarme, solvarme/solceller/solfangere, vindmølle, biobrændsel o.s.v.
Solvarme er en strålende ide
Et solvarmeanlæg gavner miljøet: Et solvarmeanlæg omsætter solens stråler til forureningsfri energi år efter år. Solvarmen erstatter fossile brændsler og dermed de CO2-udslip, der er vor tids største miljøtrussel. Ingen anden vedvarende energiform er så effektiv som solvarme.
Solfangere giver varmt vand og varme radiatorer
Solfangere er aktive solvarmeanlæg, der omsætter solens stråleenergi til opvarmning af vand.
Det kan både være vand til bad og vask eller varmt vand til radiatorer – altså rumvarme.
Der er mange fordele ved at lade solen fungere som energikilde: mindre forbrug af olie, kul og gas, intet CO2-udslip og besparelser på din energiregning.
Solceller producerer strøm
Et solcelleanlæg producerer strøm på samme måde som lommeregnere osv. Solcellerne er mest effektive i sollys, men de producerer også strøm i overskyet vejr. Når lyset rammer solcellerne, produceres der jævnstrøm. Jævnstrømmen sendes ind i huset til en inverter, der omdanner den til 230 volt vekselstrøm, så den kan bruges til dine elektriske apparater.
Solvarme og solceller nedsætter bygningens energiforbrug
I beregningen af energirammen straffes alt elforbrug med en faktor 2,5. Hvis en del af elforbruget kan produceres af solceller, modregnes produktionen i beregningen. Herved er solceller en god mulighed til at forbedre den samlede energiramme. På samme måde kan solvarme ”erstatte” et forbrug til opvarmning af boligen og/eller varmt vand.
Varmepumpen som primære varmekilde
2 løsninger, der kan levere varme til centralvarmeanlægget og det varme brugsvand; jordvarme og luft-vand.
Jordvarmen
Jordvarme er den mest effektive varmeløsning, men samtidigt også den dyreste og kræver et tilstrækkelig stort areal til de jordvarmeslanger, der skal graves ned. Som tommelfingerregel skal du regne med 2 meter jordslange for hver kvadratmeter bolig, der skal opvarmes.
Luft-vand varmepumpe
Har du ikke et tilstrækkelig stort haveareal til rådighed, eller har du et relativt lille energiforbrug (mindre end 20.000 kWh), kan du i stedet vælge en luft til vand-varmepumpe. Den ikke er helt så effektiv som et jordvarmeanlæg, men er i de fleste tilfælde alligevel en fordelagtig løsning, da den samtidigt er billigere at installere.
Varmepumpen som supplerende varmekilde Luft-luft eller boligventilationsvarmepumpe
En luft-luft varmepumpe kan være et godt supplement i boliger opvarmet med ren elvarme og/eller brændeovne og i nogle tilfælde kan den også fungere som eneste opvarmning i sommerhuse og mindre helårshuse. En luft-luft varmepumpe laver IKKE varmt brugsvand.
Bedst med gulvvarme
Varmepumper er mest effektive ved varmesystemer, der ikke behøver så høj fremløbstemperatur, da effektiviteten typisk falder med 2-3% for hver grad man øger fremløbstemperaturen til centralvarmeanlægget. Det har derfor stor betydning om varmepumpen skal levere 30-35 grader til et gulvvarmeanlæg eller 50 grader til et radiatoranlæg.
Biobrændsel
Fyring med brænde, træpiller eller andet biobrændsel kan både være en billig og miljøvenlig måde at opvarme sit hus på, hvis man har et effektivt fyringsanlæg og samtidigt husker at fyre rigtigt.
For selvom fyring med træ eller andet biobrændsel er CO2-neutralt, er det samtidigt også kilde til udledning af sundhedsskadelige stoffer i form af partikler og tjærestoffer. Det er derfor vigtigt at vælge et anlæg, som har en god og effektiv forbrænding og altid fyre med rent og tørt brændsel.
Der er arbejde forbundet med biobrændselsanlæg med påfyldning af brændsel samt vedligeholdelse. Herudover kræver det også mere plads til opbevaring af brændsel.
Vindmøller
En husstandsmølle er normalt betegnelsen for en mindre vindmølle, hvis primære funktion er at levere elektricitet til en ejendoms eget forbrug. Bor du på landet og har et stort elforbrug, så er en husstandsvindmølle eventuelt en ide. Husstandsvindmøllen giver mulighed for selv at producere grøn strøm.